Selvom jeg har flyttet store dele af mit digitale liv væk fra Big Tech, er jeg ikke færdig. Og det er faktisk vigtigt for mig at sige højt. For digital uafhængighed er ikke et projekt, man afslutter med en tjekliste. Det er en proces. En række valg, der tages over tid – med pauser, kompromiser og realisme undervejs.

Der er stadig områder, hvor jeg er afhængig. Ikke fordi jeg ikke ved bedre, men fordi alternativerne enten ikke er helt modne endnu, eller fordi prisen for at flytte lige nu er højere end gevinsten. For mig handler det ikke om at være konsekvent for enhver pris, men om at være bevidst i de valg, jeg træffer.

Sociale medier er et godt eksempel. Selvom jeg har flyttet meget af mit sociale liv væk fra Facebook og Instagram, er jeg ikke helt fri. Nogle fællesskaber, begivenheder og relationer findes stadig dér. Og relationer betyder noget for mig. Det er nemt at sige “bare forlad det hele”, men sværere i praksis, når vigtige fællesskaber stadig er knyttet til bestemte platforme. Derfor har jeg valgt en mellemvej: mindre brug, færre opslag og mere bevidst tilstedeværelse – samtidig med at jeg langsomt opbygger alternativer andre steder. Det er ikke perfekt. Men det er ærligt.

Noget lignende gælder for dokumenter og samarbejde. Mange arbejdsgange er stadig bundet op på Google Docs, Microsoft 365 og andre udbredte platforme. Ikke nødvendigvis fordi de er bedre, men fordi “alle de andre bruger dem”. At flytte sine egne dokumenter er én ting. At flytte fælles vaner og samarbejdsformer er noget helt andet. Det kræver tid, dialog og tålmodighed. Jeg ved godt, hvor jeg gerne vil hen. Jeg er bare ikke altid herre over tempoet.

Der er også et lag under software og tjenester, som er sværere at flytte på: hardware og styresystemer. Telefoner, computere og tablets er stadig i høj grad bundet til amerikanske økosystemer – også selvom man bruger europæiske tjenester ovenpå. Her har jeg taget nogle skridt, men langt fra alle. Og det er et område, hvor hvert valg ofte indebærer større kompromiser i komfort, kompatibilitet eller arbejdsgange. Det er ikke noget, jeg vil forcere. Det skal fungere i hverdagen.

For mig handler det ikke om at blive 100 % fri for Big Tech. Det mål findes næsten kun i teorien. I praksis handler det om at vide, hvor jeg stadig er afhængig, hvorfor jeg er det, hvilke alternativer der findes, og hvornår det giver mening at tage næste skridt. Nogle valg tager jeg nu. Andre venter jeg med. Og det er helt okay.

Noget af det vigtigste, jeg har lært, er, at små skridt også tæller. At flytte én tjeneste. At ændre én vane. At stille ét ekstra spørgsmål, før man bare accepterer standarden. Det er sådan, forandring sker i praksis. Ikke gennem perfekte systemer, men gennem løbende justeringer.

Jeg er stadig midt i processen. Nogle dage føler jeg mig langt. Andre dage støder jeg på begrænsninger, der minder mig om, hvor stærkt Big Tech sidder fast i vores digitale hverdag. Men forskellen er, at jeg ikke længere bare flyder med. Jeg vælger til. Jeg vælger fra. Og jeg ved, hvorfor.

Det er ikke en afkobling fra verden.
Det er en genforhandling af mit digitale liv.

Og den er jeg ikke færdig med endnu.