I mange år har mit digitale liv handlet om at tilvælge. Flere apps. Flere funktioner. Flere muligheder. Det var sådan, man fulgte med. Og det var sådan, man langsomt endte med et digitalt liv, der var mere fyldt, end det var gennemtænkt.

Digital minimalisme handler for mig ikke om at sige nej til teknologi. Det handler om at stille et andet spørgsmål: Er det her egentlig nødvendigt? Ikke i teorien, men i hverdagen.

Et af de steder, jeg begyndte, var helt lavpraktisk. Jeg åbnede oversigten over abonnementer på min telefon. Små beløb, der trækkes automatisk hver måned. Tjenester, jeg engang havde valgt til med god grund, men som jeg ikke længere brugte. At fravælge dem føltes ikke som et tab. Det føltes som at rydde op.

Det samme gjorde sig gældende for streamingtjenester. På et tidspunkt havde vi flere, end vi reelt brugte. Ikke fordi vi så mere, men fordi det var nemt at lade dem blive. Her var Netflix et godt eksempel. For selvom jeg personligt gerne ville bevæge mig væk fra amerikanske tjenester, var det ikke kun mit valg. Familien ville gerne beholde Netflix – og det er fair.

Digital minimalisme er ikke en ideologisk øvelse. Det er heller ikke et soloprojekt. Når man deler hverdag med andre, bliver det en forhandling. Jeg kunne godt have insisteret. Men prisen ville have været højere end gevinsten. Derfor blev Netflix et bevidst kompromis. Ikke noget, der bare blev hængende af vane, men noget, vi aktivt valgte at beholde.

For mig er forskellen vigtig. Det afgørende er ikke, om en tjeneste er amerikansk, europæisk eller open source. Det afgørende er, om den er der af vane – eller af valg.

Jeg har fravalgt flere amerikanske apps og platforme, fordi de ikke længere gav mening for mig. Andre har jeg beholdt, fordi de giver værdi i vores fælles hverdag. Digital minimalisme handler ikke om at være konsekvent for enhver pris, men om at være bevidst.

Noget af det mest befriende ved at fravælge er, at det skaber plads. Færre apps betyder færre notifikationer. Færre tjenester betyder færre beslutninger. Og langsomt begynder mit digitale liv at understøtte mit liv, i stedet for at konkurrere med det.

Jeg har også lært, at fravalg ikke er noget, man gør én gang. Det er en praksis, man vender tilbage til. Nye tjenester kommer til. Gamle vaner sniger sig ind. Og så er det tid til at kigge igen – uden dårlig samvittighed, men med nysgerrighed.

Digital minimalisme er for mig ikke et mål, jeg kan nå.
Det er en retning.

For i sidste ende handler det ikke om at have mindst muligt.
Det handler om at have det, der giver mening.